billigt computer sleeve

D. 1. maj 2013 kunne jeg tilføje “webshopejer” til mit CV. Det havde været mit ønske længe, og jeg er så glad for, at det endelig blev en realitet. I dette indlæg vil jeg gennemgå den proces, jeg var igennem sammen med min medstifter (og kæreste) Jonas. Der var mange ting, der overraskede os, og flere ting var en del sværere, end vi havde regnet med. Men vi er åbnet. Vi er i gang. Nu skal shoppen bare bygges op, så vi kan begynde at tjene vores penge hjem og få et skønt overskud…

IDÉEN BAG SHOPPEN

Min kæreste Jonas og jeg havde længe snakket om at åbne en webshop. Idéen virkede utroligt appellerende til os, og vi kunne simpelthen ikke lade være med at kaste os ud i projektet, da vi fik den perfekte idé til, hvad vi skulle sælge.

Jonas manglede et computersleeve til sin MacBook, da hans gamle, megadyre sleeve fra Humac var gået i stykker i lynlåsen. Efter at have søgt på nettet i noget tid, gik det op for ham, at han ikke kunne finde et billigt, simpelt sleeve. Weird. 

Dette var tilbage i foråret 2012. Jonas endte med at bestille sit sleeve fra eBay, og han fik et enormt grimt, stift sleeve – men udvalget var simpelthen så ringe i det prisleje, han ville give, så det var det bedste, han kunne få.

Vi snakkede frem og tilbage om, at man fandme burde åbne en webshop med billige sleeves, men jeg var på vej til San Francisco for at være i praktik, så tidspunktet virkede ikke rigtigt.

Da vi kom hjem fra San Francisco havde vi ingen penge. Som i negative penge. Først i starten af 2013 kunne vi skrabe en lille bunke penge sammen, og vi besluttede os derfor for at finde nogle billige sleeves i Kina, som vi kunne få herop og sælge i vores webshop. Idéen var helt simpelt: fint simple sleeves. Sælg dem billigt. Ikke så meget pis der…

AL FOR MEGEN SØGEN PÅ ALIBABA.COM…

Jonas havde hørt noget om en side, der hedder Alibaba.com. Her ville vi kunne komme i kontakt med en masse leverandører i Østen, som kunne producere vores sleeves for os. Vi var dog lidt betænkelige ved sikkertheden på siden, og jeg forsøgte at google mig frem til nogle sikkerhedsforanstaltninger, vi kunne gøre os, men bottom line var, at intet var sikkert. Great…

Alligevel besluttede vi at give sitet et forsøg, og jeg brugte enormt mange timer på at sidde og kigge på forskellige leverandøres profiler og sortiment. Jeg er den mest “picky” af os, og derfor var det mig, der sad og udvalgte designs og leverandører på Alibaba. Jeg havde dog nogle helt særlige ting, jeg gik efter:

  • Vi ledte efter en leverandør, der kunne producere en lav mængde sleeves: vi havde nemlig kun max 10.000 kr. til at købe ind for, så vi kunne kun lægge en ordre på 500 sleeves første gang. Og vi skulle bruge 3 forskellige størrelser og 4 forskellige farver – mindste mængde, der skulle produceres af en slags, var 20 stk.! Det er ikke nemt at finde nogen, der vil være med til dét.
  • Vi ville ikke betale mere end $3 pr. sleeve
  • Vi skulle bruge et simpelt, flot design i en nogenlunde ordentlig kvalitet
  • Producenten skulle være godkendt af Alibaba.com som rigtig virksomhed

Jeg endte ud med en liste på 8-9 producenter, som kunne være interessante. Det var ikke alle, der opfyldte kravet om kun at kunne levere 500 stk., men vi gav dem et forsøg og skrev til dem alligevel.

Flere af dem skrev tilbage, at vores mængder var “TOO SMALL!!”, og at vi skulle komme tilbage, når vi var klar til at lægge en stor ordre. De blev sorteret fra. En skrev ikke tilbage. Flere kunne ikke leve op til vores krav… Til sidst stod vi med kun to potentielle producenter: den ene skulle have $2,47 pr. sleeve, den anden over $6 pr. stk. Og så var det jo ikke svært at vælge…

Vi bestilte et sample på to sleeves hos den billige producent, og ventede i spænding. Det tog dem ca. en uge at få dem til vores dør, og vi var vildt positivt overraskede over kvaliteten! Det var altså nogle ret flotte sleeves. Vi skrev derfor tilbage, at vi gerne ville bestille 500 sleeves hos dem.

F*CKING KINESISK NYTÅR

Dette var helt tilbage i slutningen af januar 2013. Da vi var klar til at bestille vores sleeves, fik vi en besked tilbage fra fabrikken om, at vi måtte vente til marts, for de holdt fri i hele februar, da der var kinesisk nytår…

What? Det er altså ikke nemt at vente en hel måned (udover produktionstiden på 3 uger) på sine produkter – heller ikke selv det er årets korteste måned. Vi var så klar på at starte shoppen op og komme igang… Det slog os lidt ud af kurs.

Efter verdens længste februar måned, kunne vi endelig lægge en ordre hos vores leverandør, og vores kinesiske venner gik i gang med at lave 500 sleeves til os.

Da der endelig stod en GLS-mand på vores dørtrin, var det svært at styre vores excitement…

sleeves

WOOCOMMERCE, WORDPRESS OG SØVNLØSE NÆTTER

I dagene op til modtagelsen af vores produkter, arbejdede vi på højtryk på at få vores webshop op at køre og til at virke. Vi ville forsøge at holde vores omkostninger så meget nede som muligt, og ville derfor starte ud med en shop, som vi selv lavede i WordPress.

Jeg ved, at dette er et område, der virkelig skiller vandene hos webshopejere – jeg har selv deltaget i debatter på Amino flere gange herom. Nogle mener, at man skal starte vildt og voldsomt ud med en dyr shop, som er lavet af professionelle. Og det er helt sikkert smart at få en stærk og professionel stil fra start af, men det kræver også et startkapital, som vi i hvert fald ikke var i besiddelse af, da vi startede vores webshop.

Jeg mener også, at det bør være produkterne og eksekveringen, der bør være i fokus. Og det tror jeg sådan set også, at det er blandt kunderne. Der findes utallige eksempler på succesfulde webshops, der er lavet i WooCommerce og med WordPress som styresystem og som bruger selvtagne billeder som produktbilleder på deres shops.

Folk vil have et godt produkt, billigt, og jeg tror også, at der er en kvalitet i at være åben og vise, at der faktisk sidder helt almindelige mennesker i den anden ende, som faktisk bare gerne vil sælge produkter og som starter fra bunden.

Bum. Dén diskussion kan vi tage videre i kommentarfeltet. ;)

Selve shoppen kører på WordPress, og vi bruger WooCommerce som shop-program. Themet er fra WooThemes og hedder Superstore. Vi hoster shoppen hos MeeBox på et prohotel, og har også et SSL certifikat gennem Meebox, så der er ekstra sikkerhed, når kunderne betaler på vores site.

I starten kunne man kun betale med PayPal og bankoverførsel, men nu har vi også fået tilføjet mulighed for at betale med kort. Vi bruger Paymill til at håndtere vores kort-betaling, og det var der en pokkers masse papirarbejde med, men sådan er det vist altid.

Det tog en del længere tid, end vi havde regnet med at sætte det hele op, og vi endte med at sidde oppe hele natten før åbningen, så vi kunne være klar til tiden. Det var en hård nat. Men om morgenen, da vi åbnede shoppen, havde det været alt arbejdet værd.

DE FØRSTE SALG

sleeeves

Det allerførste salg fik vi allerede før den officielle åbning af shoppen – nemlig sent om natten, da vi selv testede siden igennem. Det var ret stort for os, og vi følte, at det havde været det hele værd. Kunden var en, vi ikke kendte, om hun havde fundet vores site gennem Google – ret sejt!

Næste morgen delte vi nyheden med vores netværk, og det blev til i alt fire salg den første dag. Vi skyndte os på posthuset med ordrene, og vi ventede i spænding på at høre, hvad  vores kunder syntes.

HVAD FREMTIDEN BRINGER FOR BILLIGESLEEVES.DK

Siden shopåbningen har vi haft travlt. Vi startede en rejseblog, og fra d. 25. juni – 8. oktober var vi på en helt fantastisk rejse ned gennem Europa på to cykler, som vi havde fået sponsoreret. Før vi tog af sted på vores eventyr, skulle vi tømme vores lejlighed, som vi havde lejet ud. Før det, afleverede vi alle vores sleeves hos et firma, som vi har til at sende dem ud for os. Det er en utroligt smart løsning for os, da vi rejser en hel masse, og derfor ikke kan stå for den fysiske udsendelse af vores sleeves.

Mens vi var på cykeltur, har vi forsøgt at markedsføre vores shop en smule gennem to konkurrencer på blogs og en enkelt konkurrence på en Instagram-profil! Det har været interessant, og jeg skal nok dele vores erfaringer i et senere blogindlæg.

Derudover skal vi have gang i en masse SEO. Vores shop er på ingen måde optimal, når det kommer til SEO, og vi skal også have mere fokus på linkbuilding og generel markedsføring af shoppen.

Jeg håber, at jeg har gjort selve processen i at lave en webshop fra bunden klar i dette indlæg. Vi har lært, at det kræver enormt meget arbejde at starte en shop, og at det kræver mindst lige så meget arbejde at få potentielle kunder til at finde en. Men vi er villige til at kæmpe for det, og nu har vi endelig tiden til at fokusere på vores shop!

Blev du inspireret af dette indlæg? Så del det gerne med dit netværk!Email this to someoneShare on Facebook14Share on Google+0Share on LinkedIn0

6 Comments on WEBSHOP: FRA IDÉ TIL VIRKELIGHED

  1. Christina B
    15. oktober 2013 at 12:59 (4 år ago)

    Thumbs up! I er så seje i to! :)

    Svar
    • Celia Schow
      15. oktober 2013 at 13:45 (4 år ago)

      Tak søde Christina! <3

      Svar
  2. Stinne
    26. oktober 2013 at 18:27 (4 år ago)

    Super fedt indlæg. Min kæreste og jeg sidder selv med en ide om at åbne en webshop og det var super lækkert at læse om hvordan og hvor ledes det hele kommer til at være! Tak for det :)

    Svar
    • Celia Schow
      1. november 2013 at 17:03 (4 år ago)

      Det var så lidt, Stinne! Hvor er det fedt, at I kunne bruge indlægget. :) Jeg synes bestemt, at I skal følge jeres drøm om at åbne en webshop. Det er en super fed beskæftigelse af have!

      Svar
  3. Eva Brøsted
    1. februar 2014 at 09:47 (4 år ago)

    Dejligt med inspiration – hører gerne gode tips (for dummies) til seo og linkbuilding :o)

    Svar
    • Celia Schow
      1. februar 2014 at 09:58 (4 år ago)

      Tusind tak for din besked, Eva. Jeg er glad for, at du kunne lide indlægget. Ja, jeg må få skrevet nogle gode tips på et tidspunkt til netop disse ting – men jeg har lært det hele ved trial and error og en masse søgning på Google – der er så meget god inspiration derude. Men mon ikke, jeg kunne finde på at dele mit take på det på et tidspunkt. :) Tak for din besked!

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *