photo DSC_0340_zpsfb985c73.jpg
Random billede fra Paris med duer på ræd og række – fordi alle indlæg fortjener et pænt billede.

Jeg har været igennem noget af en personlighedstransformation de sidste år. Jeg har virkelig kigget indad og forsøgt at ændre mange personlighedstræk, som var blevet en del af mig gennem årene. Og som jeg ikke var stolt af skulle definere mig som person.

Som teenager var jeg meget udfarende. Jeg havde konstant behov for at hævde mig selv. Oftest på andres bekostning.

Hvis en person kom med et statement, som jeg ikke var enig i, havde jeg en ustyrlig trang til at fortælle, hvad jeg mente om netop dét. Ofte også hvorfor det ytrede statement var virkelig dumt (og dermed: hvorfor jeg var virkelig klog).

Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde denne trang. Måske var det fordi, jeg gerne ville fremstå enormt stærk. Måske var det fordi, jeg ikke ville have, at andre skulle dømme mig. Måske var det fordi, jeg ikke ville vise mine følelser og fremstå “svag”.

Hvad end det var, gjorde det det aldrig okay, at jeg skulle hævde mig selv ved at træde på andre mennesker og deres følelser.

Not cool, bro

Ved I hvad? Det var ikke spor sejt. Det var ikke spor stærkt. Og det var på ingen måde noget, der gjorde mig til en særlig rar person at være sammen med.

Jeg kom pludselig til den erkendelse, at den gængse talemåde “du skal ikke sige noget, hvis du ikke har noget pænt at sige” var utroligt sand.

Det slog mig en dag, hvor jeg selv blev “dømt” på den måde. Hvor en person i en politisk diskussion kaldte mig uintelligent.

Uintelligent, simpelthen!?

Jeg har altid kunnet tage imod de fleste grimme ord og beskyldninger. Men uintelligent har jeg aldrig kunnet tolerere. Aldrig.

Vreden kom nedefra. Helt nede fra tæerne og spredte sig ud i hele min krop som en ustyrlig brænd. Jeg brændte simpelthen af vrede, og det slog helt klik. Alt blev sort. Jeg havde ikke længere kontrol over mig selv. Jeg samlede det første og bedste objekt op fra bordet og kylede det efter personen, mens jeg skreg som en gal person.

Herefter begyndte jeg at løbe efter personen, indtil jeg pludselig genfandt mig selv. Jeg sank sammen i gråd.

Not my finest moment.

I den periode skete der meget med mit liv. Og der er mange grunde til, at jeg reagerede fuldstændig latterligt i den situation, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Der skete heldigvis ikke noget – og jeg fik lynhurtigt undskyldt over for personen, der også undskyldte meget at have kaldt mig uintelligent.

Hold dine sårende kommentarer for dig selv

Jeg er senere blevet meget intolerant over for mennesker, der ytrer deres galde og negative kommentarer i tide og utide (egentlig altid utide…). Jeg kan simpelthen ikke tåle det.

Man går efter personen. Og man kritiserer en anden person på et så personligt plan, at man overtræder et hav af grænser for den person. Det kommer for tæt på. Man giver dem en knytnæve lige i ansigtet, og kritiserer deres inderste person.

Det gør sig ofte gældende, når man fortæller om sine holdninger. Her er virkelig et punkt, hvor der nemt kan opstå uenighed. Men hold dog for pokker debatten på et seriøst niveau. Lad være med at angribe personen – argumenter dig i stedet ud af situationen. Vis den anden person, at du er bedre end personlighedskritik og kan rumme andres menneskers holdninger.

Det samme sker ofte, når man viser glæde over noget, som andre måske ikke helt kan se det fede i.

Det oplever jeg for eksempel, når jeg fortæller, at jeg har været til koncert med Depeche Mode – mit all time favorite band, som jeg er vokset op med og elsker til ukendelighed. Og som er noget, jeg har sammen med min far. Sammen har vi set dem live 9 gange, og hver gang har ikke kun været en fantastisk fed koncertoplevelse, det er også et minde, jeg har sammen med min far, og som betyder rigtig meget for mig.

Men når jeg fortæller folk om det, kommer det ofte:

Det er sgu da bare sådan nogle gamle, halvnøgne mænd…

Really? Hvad bidrager den udtalelse egentlig med? Det er 100% fair, at du ikke deler min musiksmag, men hold det dog for pokker for dig selv.

Hvad med i stedet at sige: “Nej, hvor er det fedt for dig!” Går der virkelig skår af din person ved at sige det? Nej vel. Og du har ikke engang sagt noget, der ikke passer. Du har ikke løjet og sagt, at du også elsker Depeche Mode. Du har simpelthen bare ladet mig vide, at du er glad for, at jeg har haft en fed oplevelse.

Det skaber pissegod stemning. Jeg er glad. Og ved du hvad? Du bliver også selv en gladere person af at sige noget positivt. Det ved jeg – jeg har selv prøvet det!

En meget dansk ting

Med frygt for (igen) at træde nogle danskere over tæerne, så må jeg altså sige, at dette er et ret typisk dansk træk. Det er som en slags usikkerhed på sig selv en måde, hvorpå vi danskere gerne føler, at vi skal hævde os selv.

Men hvorfor egentlig?

Vi fremstår blot som kæmpeidioter. Ingen spurgte dig om din holdning. Ingen bad dig brække dig ud over andre mennesker. Så hold dog for pokker din kæft, hvis du ikke har noget pænt at sige.

Det gør ikke verden til et bedre sted. Og du bliver kun selv en mere bitter, sur røv. Så er det sgu lidt mere overskudsagtigt at glæde sig på andres vegne. Det føles faktisk også godt. Vi har allerede Janteloven – kan vi ikke i det mindste forsøge at anerkende hinanden?

Kom så, Danmark!


… Alt dette på baggrund af én enkelt Facebook-kommentar, som jeg læste tidligere. Jeg bliver simpelthen så gal. Og så måtte jeg lige ud med dette. :)

Tænker I over ikke at såre andre med selvhævdende kommentarer som disse?


Blev du inspireret af dette indlæg? Så del det gerne med dit netværk!Email this to someoneShare on Facebook31Share on Google+0Share on LinkedIn0

8 Comments on Hold din kæft, hvis du ikke har noget pænt at sige

  1. Morten Vadskær
    23. februar 2014 at 13:25 (4 år ago)

    Ingen er nogensinde blevet et større menneske af at stå på skuldrene af andre. Men mange har prøvet :-)

    Svar
    • Celia Schow
      23. februar 2014 at 22:06 (4 år ago)

      Det kunne jeg ikke være mere enig i, Morten! Rigtig godt skrevet. :)

      Svar
  2. Hans Jonas Hansen
    23. februar 2014 at 18:49 (4 år ago)

    Heldigvis er nogen danskere gode til det, og dem kan man heldigvis vælge at være venner med. :D

    Jeg oplever også tit, at danskere ser ned på amerikaneres høflighed, som de anser for falsk. Man skal åbenbart være et røvhul og fortælle sin mening om alt for at være ægte. I en diskussion er det selvfølgelig i orden at komme med sin holdning, men dit Depeche Mode eksempel viser meget godt, at folk tror, at alt åbenbart skal diskuteres.

    For ja, amerikanere kan også sagtens diskutere og være uenige, og hvis vi kigger mod deres politiske diskussioner i USA, ender det også gerne med at sige, at den anden er idiot. Så de kan nu også. Men politik er nok også noget af det, som kan få folk mest op i det røde felt.

    Svar
    • Celia Schow
      24. februar 2014 at 22:22 (4 år ago)

      Ja, heldigvis kan man selv vælge venner til og fra :D

      Man skal åbenbart være et røvhul og fortælle sin mening om alt for at være ægte.

      Love this! Så rigtigt. Det virker i hvert fald ofte sådan… *suk*

      Svar
    • Celia Schow
      28. marts 2014 at 04:35 (4 år ago)

      Sikke dog en rodet kronik. Undskyld mig, men den forklaring godtager jeg simpelthen ikke. Nuvel er hovedværket bag Janteloven (som jeg kun kender efter at have læst kronikken) en langt mere barsk fortælling, end hvad almindelige mennesker oplever i dag, men det ændrer ikke på, at vi i Danmark generelt set har svært ved at unde hinanden succes og acceptere forskellighed. Til en hvis grænse gør vi, men vi har stadig meget lang vej igen.

      Og nu var Janteloven heller ikke hovedpointen i mit lille skriv her. Jeg ville blot have, at vi taler pænt til hinanden.

      At kalde kronikken “udmærket” kan jeg ikke følge. Den er rodet og dårligt skrevet, og det står ikke klart, hvad forfatteren mener. Men det er nu også ligegyldigt, for jeg havde en anden agenda med mit indlæg, og det står jeg stadig ligeså meget ved.

      Svar
      • mads
        28. marts 2014 at 12:51 (4 år ago)

        Din agenda med at vi skal tale pænt til hinanden og unde hinanden succes har jeg sympati med. Men ikke desto mindre er dine konklusion i dit indlæg, at vi har janteloven i Danmark. Dette nu ikke er korrekt, specielt hvis vi sætter os ind i hvad de forskellige bud forskriver. Hvilket også er en af pointerne i kronikken, uanset om du mener den er rodet og dårlig. Med hensyn til forklaringen – du har set hvem afsenderen af kronikken er? Jeg mener du taler mod bedrevidende i den sag – specielt set i lyset at du ikke har læst værket som den fremgår i. Det er det sidste fra mig.

        Forsat god dag eller hvad I nu har på den anden side af Atlanten :-)

        Mvh

        Team “Mikron-præcission”

        Svar
        • Celia Schow
          31. marts 2014 at 00:31 (4 år ago)

          Jeg er ikke enig med dig. Men tak for dit input.

          Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *