fredagsjuice

I fredags var jeg til første omgang af Fredagsjuice hos webbureauet Webjuice, hvor min seje ven Føns arbejder. Eventet var gratis, og jeg havde simpelthen en fest!

Vi startede ud med en omgang foredrag fra seje mennesker, hvor vi – de tilhørerende – sad i bedste folkeskolestil og spidsede øre. Forskellen fra skolen var bare, at dette bare var fandens interessant.

Kresten Wiingaard fra Adapt lagde ud med et spændende oplæg om mobile løsninger, hvor han bl.a. var inde på de mange gode ting ved at lave en app og havde spændende cases med.

Herefter fulgte 20 spændende minutter med Thomas Bering fra Google, hvor han bl.a. oplyste os om, at vi for første gang havde den situation, at brugerne var foran virksomhederne; forstået på den måde, at virksomhederne indtil nu har dikteret, hvordan forbrugeren skulle agere, men nu er det faktisk forbrugeren, der har styringen og gerne vil kunne tilgå al information og foretage køb mobilt, mens virksomhederne stadig retter al for meget fokus mod desktopløsningerne.

En utroligt spændende og på samme tid skræmmende tanke for virksomhederne. Nu starter et kapløb – hvem er først til at se, og ikke mindst udnytte, potentialet i de mange nye platforme, vi vil se i fremtiden?

Første køb fra Google Glass er foretaget – men hvor meget skal vi satse her? Og hvad med smart watches og anden ny teknologi, som vi ikke engang kender endnu? Meget interessant… Men det må jeg komme ind på en anden gang.

Efter oplæggene og nogle få spørgsmål, forvandledes lokalet til det perfekte mingling setup. Stolene, vi havde siddet artigt på i en hel time, blev båret ud, og ind kom nogle høje borde, vi kunne stå ved, og baren blev erklæret åben.

Der var fri bar (wuhuu!), og jeg skulle egentlig bare lige kigge på menukortet, men jeg endte altså med en del drinks. De havde rom, som er min store svaghed, så what to do

Minglingsituationer stresser mig altid lidt. Jeg er generelt ikke den bedste til at møde folk, og jeg bliver altid vildt genert. Så jeg startede med at holde mig til det sikre: min kæreste Jonas, Føns og Halfdan. Og så gik det lige.

Inden længe havde jeg gang i 4. drink, og jeg kunne i den grad mærke dem. Ikke nok med at jeg er jordens største svagdrikker, så havde jeg heller ikke fundet tiden til at spise inden eventet. Så på tom mave reagerede jeg ekstra meget på alkoholen, og jeg begyndte at bløde lidt op.

Pludselig fandt jeg mig selv i en samtale med en komplet fremmed. Vi pingpongede idéer til en forretningsidé, jeg har, og det gik bare stærkt. Når jeg er lidt påvirket, så ryger alt bare ud uden filter. Alle mine idéer, tanker og indskydelser – ud i verden med dem. Jeg håber ikke, jeg fik skræmt den stakkels Lars væk, men hold op hvor var det egentlig en fed oplevelse.

Senere fortrak jeg op til Webjuices jagtstue (tøhø), hvor jeg tævede Føns i pool (som jeg husker det…) og indtog endnu flere drinks. Det var simpelthen en fest!

Og nu er det ikke for at lyde som en stiv idiot. Jeg drikker ultrasjældent, og kun når jeg føler mig tryg. Min største frygt er simpelthen at ende stangbacardi i ukendte omgivelser. Så stor cadeau til Webjuice for at skabe de sejeste rammer!

Jeg spottede også flere af de seje mennesker, som jeg kender fra Google+ til eventet, og jeg ærgrer mig egentlig lidt over, at jeg ikke fik hilst på flere. Men som den lettere introverte person jeg er,  er jeg egentlig ok tilfreds med, at jeg fik hilst på flere nye mennesker.

Nu sidder jeg bare tilbage med et håb om, at jeg ikke virkede alt for plørestiv. Jeg følte selv, at jeg havde godt styr på mit ædrulige fjæs, men kan man overhovedet selv bedømme den slags, efter seks drinks? Jeg tror det ikke.

Efter nogle hyggelige og lærerige timer hos Webjuice, drog jeg videre på Cocks and Cows med Føns og Halfdan. Det var bare skide hyggeligt, og jeg fik en alt for stor burger, alt for mange fries og alt for lidt milkshake. Men med det meste af det i maven og en gåtur til Frederiksberg med Halfdan, følte jeg mig endelig som mig selv igen.

Tak til Webjuice for et fantastisk arrangement! Jeg glæder mig allerede til næste omgang Fredagsjuice! Hvis du er med næste gang, må du endelig sige hej. Jeg er hende den akavede med en rum punch i hånden. Man har vel ikke været i Caribien for ingenting…

Blev du inspireret af dette indlæg? Så del det gerne med dit netværk!Email this to someoneShare on Facebook0Share on Google+0Share on LinkedIn0

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *